Dette kom dog hurtigt til skamme, særlig da Eigil med stort smil hjemførte kassefulde af bananer, 1 kilo marcipanbrød, håndsæbe og masser af andre gode sager. Det både smagte og så lækkert ud, så helt galt kunne det jo ikke være.
En kold decemberdag blev først undertegnede og senere Stina lokket ud. Den første gang var ærlig talt nervepirrende, ville der nu komme en sur mand og skælde ud, ville det lugte meget ilde, ville der overhovedet være bid? Det var der og har været lige siden. Vi har hentet utallige stearinlys, clementiner, bananer, Hunter gummistøvler, moonboots, julehjerter, håndsæber, tandbørster, svinestege, jordbær, kager, tæpper, strømper, bøjler, kartofler og meget, meget andet godt med hjem. Mange af tingene har fået andre kærlige hjem, men også en del bliver fortæret med stor velbehag i Luftkastellet og med naboerne. For at få lidt overblik over, hvad vi egentlig hiver hjem, har vi lavet en liste over marts måneds fund. Den kommer her på bloggen, når Stina kan vriste sig fri fra specialet.
Det er altid en sjov oplevelse at hoppe i containeren og se, hvad den nu byder på. Da man ofte kommer hjem med meget af det samme, vil vi prøve at dele links på opskrifter, der lige passer til 17 peberfrugter, 11 kg blommer eller hvad man nu har hentet fra dybet.
I nyhedsmedierne bliver det ofte fremlagt som at det er privatpersonerne, der smider for meget mad ud. Efter at have set, hvad der rent faktisk bliver smidt ud fra almindelige dagligvarebutikker, ville vi ønske en mere nuanceret debat. Det virker dybt grotesk at tale global opvarmning og CO2 udledning, når der fx bliver smidt store mængder (vi kunne altså kun bære de 11 kg blommer, men der var mange flere) chilenske blommer ud til forbrænding. De er transporteret fra den anden side af Jorden, formodentlig i store dieseldrevne tankere til Danmark. For derefter at blive sendt til forbrænding. Det skal dertil siges, at dette er friske, lækre blommer (så friske de nu kan være efter plukning i Sydamerika og transport hertil) uden fejl, vi finder. Var det blot fordærvede madvarer, der befinder sig i affaldet, var det en helt anden diskussion, men det er ikke tilfældet. Desværre.
I aften er det onsdag før TO helligdage, så måske har forbrugerne virkelig ribbet hylderne, eller også er det en festdag at skralde i. Vi tager i hvert fald cykeltraileren med, så der er plads til marcipanæg, påskeliljer og flere svinefileter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar